Hempel Fonden

Fonden for Entreprenørskab har i 2019 indgået et 3-årigt samarbejde med Hempel Fonden om Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

 

Hempel Fonden støtter blandt andet initiativer, der fremmer talentfulde mennesker og studerende inden for iværksætteri. Det er i denne forbindelse at Hempel Fonden har valgt at støtte DM i Entreprenørskab, og på den måde støtte talenter inden for iværksætteri.

 

Dette skriver Hempel Fonden selv

 

Entreprenørskab er for Hempel Fonden evnen til at skabe værdi for sig selv og for andre. Det er Fondens livsgrundlag, og vi håber og tror, at Fonden for Entreprenørskab og DM i entreprenørskab kan være med til at videreføre en stærk kultur for entreprenørskab til gavn for den unge iværksætter og for os alle sammen.

 

Den unge iværksætter Jens Christian Hempel fandt et hul i markedet for skibsmaling og opbyggede med en kombination af stædighed og god forretningsforståelse en global malingvirksomhed. Det er nu mere end 100 år siden og grundlaget for, at Hempel Fonden nu kan uddele omkring 150 mio. kr. årligt til forskellige projekter, der gør en forskel. DM i entreprenørskab er netop sådan et projekt.

 

I Hempel Fonden kender vi til værdien af entreprenørskab. Virksomheden Hempel A/S, som fonden ejer, har nu mere end 6.500 ansatte i 80 forskellige lande.  De er alle med til at sørge for, at Fonden eksempelvis med nuværende og tidligere uddannelsesprojekter kan give 130.000 af verdens fattigste børn mulighed for at lære at læse og skrive – så de måske en dag selv kan åbne en virksomhed og dermed kæmpe sig ud af fattigdom.